Artikel hentet fra Danmarks Jordbrugsforskning' hjemmeside www.agrsci.dk

Videofilmer rødderne under jorden

Forskere ved Danmarks JordbrugsForskning videofilmer rødderne gennem lange glasrør i jorden. De har bl.a. fundet, at flere planter sender rødder ned i 2-2½ meters dybde, hvor de effektivt tømmer jorden for kvælstof.  På billedet ses olieræddikes rødder i 2 meters dybde.

En videofilm om rødder lyder måske meget ordinær, men når optagelserne ikke handler om den slags, der løber rundt og laver ballade, men om planterødder, må det siges at være en sensation. De fleste seere ville måske nemt falde i søvn under fremvisningen, men ikke forskerne ved Forskningscenter Årslev, som nu kan afsløre, at nogle planters rødder er meget mere aktive i de dybere jordlag, end man hidtil har haft viden om.

Filmer gennem glasrør

- Vores viden om planterøddernes vækst og funktioner i de dybe jordlag er begrænset, for det har været frygtelig besværligt at forske i rødder. Den gængse metode har været, at man har forsøgt at grave rødderne op og vaske dem fri for jord. Ud over det er meget arbejdskrævende, er der også stor risiko for, at de fine rødder mistes under arbejdet, forklarer forsker Hanne Lakkenborg Kristensen, Forskningscenter Årslev.

Forskerne har fået fremstillet nogle tre meter lange glasrør, som føres skråt ned gennem jordlagene, så de rammer gennem flere planters rodnet. F.eks. hver 14. dag i løbet af vækstsæsonen føres et lille videokamera, som er fastgjort på en lang stang, ned i glasrøret for at filme i røddernes univers.

På røret er tegnet et net af streger med fire cm afstand, og på videofilmene kan forskergruppen nu tælle antallet af rødder, som vokser hen over glassets overflade i forskellige dybder. Metoden gør det nemt at se, hvor tæt rodnettet er i forskellige dybder, og hvor langt de forskellige plantearters rødder søger ned i jorden.

Overraskende dybe rødder

- Metoden med glasrøret betyder, at vi nu ved meget mere om roddybden for de forskellige plantearter, og vi har fundet, at mange plantearters rødder søger dybere ned, end vi hidtil har regnet med. Noget af det mest imponerende er, at korsblomstrede arter som hvidkål, grønkål og olieræddike groede meget dybt med rødder ned til 2,5 meters dybde, siger Hanne Lakkenborg Kristensen.

Art

Målte roddybder

Rajgræs, kartofler, vårbyg og vårhvede

1 meter

Gulerødder, kinakål og blomkål

1½ meter

Vinterhvede

1½-2 meter

Roer, vinterraps, olieræddike og squash

Over 2 meter

Hvidkål, rosenkål, rødkål og grønkål

Over 2½ meters

 

Målingerne stammer ikke bare fra den gode jord ved Forskningscenter Årslev, men er for nogle arters vedkommende også målt på andre jordtyper.

Dybe rødder optager en del kvælstof

Et er, at rødderne kan vokse langt ned i jorden, men det mest interessante er, om rødder i de dybe jordlag også er i stand til at opsuge næringsstoffer. Og det er de - de dybe rødder kan optage kvælstof.

Ved Forskningscenter Årslev er der i årene 2000-2002 lavet markforsøg med grønsagerne gulerod, majs, hvidkål og grønkål, og efterafgrøder, rajgræs, vinterrug og olieræddike. Formålet har været at måle roddybde og optagelse af kvælstof.

Ud over at studere rodnettet har forskerne placeret små mængder af nitrat med den stabile isotop 15N i forskellige dybder og derefter målt, hvor meget at det 15N-mærkede kvælstof, der blev optaget og transporteret op i de overjordiske plantedele.

- Selv hvor der kun var få fine rødder i de dybere jordlag, blev der optaget overraskende meget kvælstof i planterne. Rødderne ser ud til at optage det kvælstof, de kan finde i de dybere jordlag, siger Hanne Lakkenborg Kristensen og fortsætter.

- Der ligger ofte en del kvælstof i jorden i 1-2½ meters dybde. De målinger, vi har foretaget, har vist en stor variation fra 25 til over 100 kg pr hektar. Dette kvælstof vil mange anse for tabt, men vores resultater viser, at plantearter med dybe rødder vil kunne hente noget af dette kvælstof op. Dette er især interessant, fordi beregningerne af nitratudvaskning, der danner grundlag for Vandmiljøplan III, alene vedrører den øverste meter.

Flere oplysninger:
Forsker Hanne L. Kristensen tlf: 8999 3233
eller Kristian Thorup-Kristensen tlf. 8999 3228

Link til uddybende artikel:
Rodvækst og kvælstofoptagelse i dybe jordlag hos grønsager og efterafgrøder